19_249448049799_10156793961194800

Erfaren kulturarbejder fra Viborg bliver ny forstander på Østerskov

Anne – Marie Fledelius starter pr. 1. februar 2019 som ny forstander på Østerskov Efterskole. Hun kommer fra et arbejde som arrangements- og kulturkonsulent i Viborg, og glæder sig til at starte som forstander på Østerskov Efterskole.

Anne-Marie har i årevis etableret kulturarrangementer for børn og unge i Viborg, været hovedkoordinator for Viborgs årlige kulturuge for børn, “Snapsting for børn”, og har siden 2001 arbejdet med at planlægge og koordinere kulturindsatser i Viborg Kommune. Hun er også bestyrelsesformand for foreningen “Hvolris Venner”.

Østerskov Efterskole startede i 2006 som verdens første rollespilsskole. Skolen har siden udviklet en helt unik undervisningsform baseret på læringssrollespil og spilbaseret læring.

Nørd med tro på spil og leg

Kulturen er hjerteblod for Anne-Marie, der gennem sit arbejde har set, hvordan kultur og spændende formidling kan være med til at skabe entusiasme og begejstring hos de børn og unge, der beskæftiger sig med det.

“Jeg har oplevet hvordan at børn og unge vokser gevaldigt ved at få roller med ansvar. Da vi holdt Halloween i Viborg, hvilket dybest set var rollespil, kunne jeg se på de unge aktører fra produktionsskolen hvor meget de voksede med opgaven. Når man går ind i en rolle giver det de unge rum til at træde ved siden af deres normale liv og få det afbræk der gør, at de kan prøve sig selv af. Det rykker de sig af,” siger Anne-Marie.

Hendes store indsats for Viborgs kulturliv blev også hædret i sommeren 2017, hvor hun modtog “Kulturprinsens og Nordea-fondens børnekulturpris på 10.000 kroner”.

Spildidaktik og læringsspil virker

Anne-Maries uddannelsesbaggrund er bachelor i litteraturvidenskab og Cand. mag i kulturformidling. Udover troen på at rollespil rykker de unge, er Anne-Marie også begejstret for læringsformen på Østerskov.

“Jeg tror på, at arbejdsmetoderne med spildidaktik og læringsspil virker for unge mennesker. På den måde giver skolen rum til, at man får kulturen og dens dannelse ind i skolen og den læringsform passer med min tilgang til legen som måde at få viden ind,” siger Anne-Marie Fledelius.

Ind under huden først

Anne-Marie starter på Østerskov den 1. februar. Det første stykke tid som forstander kommer til at gå med at stikke fingeren i jorden og lære Østerskov Efterskole at kende.

“Jeg vil bruge det første lange stykke tid på at komme ind under huden på Østerskov. Jeg har ingen respekt for folk, der kommer ind et nyt sted og prøver at ændre ting, som de ikke forstår. Så det første stykke tid vil jeg prøve på at forstå; både skolen, de ansatte, eleverne og det omkringliggende rollespilsmiljø,” siger Anne-Marie Fledelius.