19_249448049799_10156201804594800

Østerskov opretter minilinjen “Spilprogrammering”!

Næste år prøver vi som noget nyt at oprette en minilinje i spilprogrammering. Her kan eleverne dykke ned i spilprogrammeringens verden, lære hvordan de koder og i sidste ende producere deres egne spil.

Minilinjen er planlagt sådan, at kommende elever kan have minilinjen som fast valgfag, hvis de ikke er meldt på en af vores fire nye linjer. Men hvis de er, kan de vælge Spilprogrammering ved siden af deres faste linje, uden at de to tilvalg kommer i clinch med hinanden.

Ideen til Spilprogrammering kommer fra vores naturfagslærer Vitus Benzon, som har kørt programmering og kodning som valgfag dette skoleår.

“Verden bliver i større og større grad digital. Derfor er det også vigtigt, at vi kan lære eleverne om programmering her på skolen. Målet er ikke, at de skal skabe et fuldstændigt fejlfrit computerspil. Målet er, at de skal have det sjovt med kodning, og forstå computere, spil og processerne bag,” siger Vitus Benzon.