19_249448049799_10156168976544800

PRAKTIKANTER PÅ ØSTERSKOV!

Vi har besøg af tre praktikanter fra Den frie Lærerskole, som i tre uger skal følge undervisningen på skolen og være med til at planlægge den.

Det var præcis hvad de gjorde sidste uge, hvor lærerne var i gang med at planlægge forløb og undervisningen for næste skoleår de sidste to dage af ugen.

Så de tre praktikanter gik i gang med at forberede et mini-undervisningsforløb: “Eksperimentet”

Eleverne spillede deltagere i et forskningsprojekt, men de vidste ikke lige helt, hvad det gik ud på. Ved ankomst til centeret fik de så en indsprøjtning med et “superserum”, men det viste sig hurtigt, at der var noget helt galt!

De tre chefforskere satte derefter forsøgskaninerne i gang med en række øvelser: Stressøvelser, samarbejdsøvelser og andre forsøg, der skulle teste dem og (måske vigtigst) serummet.

Forskerne viste også testpersonerne rundt til andre dele af forsøgscenteret, hvor de blev stillet over for en lang række etiske dilemmaer. Til sidst skulle eleverne løse en lang række udfordrende øvelser for at få koden til at kunne forlade centeret.

Serummet viste sig til sidst ikke at være en kur, men snarere en tidlig version af “Østens Plage”, som hærgede verden i forløbet “Epidemien”.