Præsidentvalget starter i Hobro

IMG 3985

Mens de sidste stemmer er ved at blive talt op i det Amerikanske valg, er den amerikanske valgkamp i fuld gang på Østerskov Efterskole i Hobro. Ugens undervisning handler om det amerikanske valg, hvor eleverne spiller politikere, som kæmper om at blive USA's næste præsident.

Af Esben Holst Harboe

Østerskov Efterskoles republikanere og demokrater er klar til at holde valgkamp i Amerikas 50 stater. De forskellige politikere er så småt i gang med at finde deres målgrupper, danne alliancer og finde på planer til at vinde over deres modstandere.

Men modsat det virkelige amerikanske valg, som har kørt det meste af 2020, startede valgkampen i mandags og ender på fredag. I undervisningsforløbet ”Road to The White House” er der nemlig valg på skemaet for hele ugen. Og masser af kamp og kampagne, som eleverne selv står for.

Forløbet har kørt i flere år på Østerskov Efterskole, hvor eleverne enten får en færdiglavet præsidentkandidat eller laver deres egen, som skal opleve den amerikanske valgkamp, siger lærer og forløbsansvarlig Martin Hill:

”I løbet af ugen kommer eleverne til at lære om det amerikanske valgsystem. De lærer, hvordan de kan bruge deres kandidats styrker og svagheder, hvordan de appellerer bedst til deres kernevælgere, og hvordan de gennem kendskab og mestring af deres mærkesager kan overbevise den brede amerikanske befolkning om at give dem deres stemme. Og så kommer de forhåbentligt også til at se, hvor forvirrende det amerikanske valgsystem er,” siger Martin Hill.

Løbende gennemgang af Amerikas valgsystem

I løbet af ugen skal demokraterne og republikanerne finde deres respektive præsidentkandidater. Hver dag er der primærvalg i forskellige delstater, hvor kandidaterne kæmper om vælgerne i primærvalgene. Til sidst afholdes der præsidentvalg, hvor enten republikanerne eller demokraterne vinder magten i Det Hvide Hus.

Det er en hård uge, med en masse udfordringer i løbet af den, siger elev Hans Walmar, som har spillet forløbet før: ”Der er en masse ved det spilsystem for ugen, som ikke er fair. Du lærer om valgsystemet, og hvordan det fungerer bag kulisserne,” siger Hans og uddyber:

” I skolens spilsystem er der kodet mærkesager ind, som giver mening for din rolle, men ikke nødvendigvis for dig selv. F.eks. kan du sidde med en ”anti-abort” dagsorden, som man selv er imod, men som man i spillet høster mange stemmer på i forskellige amerikanske delstater. Spiller man republikaner eller demokrat, får du et indtryk af deres politik og forstår, hvorfor de har deres mærkesager, fordi vi i løbet af ugen også får indblik i deres vælgere,” fortæller Hans Walmar.

IMG 4025

Simuleret valg med tråde til virkeligheden

Ugen handler ikke kun om valgkampen. Der er tre undervisningsblokke hver dag, hvor et kvarter i hver blok bliver brugt til valgkampsdelen af ugens program. Undervisningen er godt nok påvirket af Amerika, så den står på basket i idræt, undervisning i amerikanske tilstande i samfundsfag og debat og research omkring forskellige politiske emner i engelsk.

Aktiv deltagelse i undervisningen resulterer i, at ens kandidat bliver yderligere bemærket og at eleverne kan stå stærkere til at vinde de amerikanske stater. Det giver også et spændende perspektiv til dansk valgsystem, siger Hans:

”Det er spændende at se forskellene mellem det danske og amerikanske valgsystem og hvordan processen og demokratiet fungerer. F.eks. hvor meget stemmerne betyder mellem de små og store stater og hvordan at deres senator-stemmer tæller for mere, mens det er mere en til en mellem stemmerne i Danmark,” afslutter Hans.

IMG 4003