Efterskolelærer med erfaring indenfor specialpædagogik 

 

Har du erfaring med specialpædagogisk arbejde og unge? Elsker du at lege og spille, og tror du på, at indlæring sker bedst gennem leg? Og brænder du for et arbejdsliv, hvor din vigtigste opgave er at skabe gode skoleoplevelser for unge mennesker, der i den grad har brug for dem? Hvis du kan sige ja til alle tre ting, er du muligvis den person, vi står og mangler.

Om Østerskov Efterskole

Østerskov Efterskole er en spil- og rollespilsefterskole. Vores undervisningsmetode er helt unik og bygget op omkring læringsspil, hvor eleverne hver uge får en aktiv rolle i en spændende fortælleramme, så det faglige stof bliver præsenteret på en anderledes og inddragende måde og således matcher vores motto: ”Scientia per Ludum” – Læring gennem leg.

Samtidig har vi et koncentreret fritidstilbud inden for spil og leg. Vores mål er at lære alle omkring os værdien af at kunne lege. Fritid og valgfag er fyldt med tilbud om at spille alle tænkelige slags spil og kreative sysler, med bevægelse og kropsbevidsthed for at understøtte den legende tilgang til verden.

Vi har haft stort succes med at integrere elever med udfordringer indenfor ASF, med ADHD og lignende i skolens undervisningsform og fritidstilbud. Vi støtter dem, så de er fuldt integreret med de øvrige elever i dagligdagen.

Vores specialpædagogiske afdeling, TANKen, består af tre medarbejdere (to pædagoger og en leder), hvor du vil indgå som den fjerde.

Dine arbejdsopgaver

Din primære arbejdsopgave i TANKen vil være at støtte TANKens elever i undervisningen.  Du vil fungere som kontaktlærer for TANKeleverne i samarbejde med de andre TANKmedarbejdere.

Det daglige arbejde vil også omfatte forældrekontakt, optagelse og afklaring af elever, teammøder, støttekontaktopgaver, udarbejdning af specialundervisningsplaner, skoleudtalelser, journalføring og andet vedrørende elever med særlige behov.

Derudover vil der være to ugentlige morgenvagter og nogle enkelte aften- og weekendvagter i løbet af skoleåret.

Om dig

Vi forestiller os, at du:

·         Kan identificere dig med skolens værdigrundlag: Eventyrlyst-Rummelighed-Handlekraft-Indlevelse.

·         Har erfaring med specialpædagogisk arbejde, særligt med teenagere.

·         Er læreruddannet (eller noget tilsvarende) og har en stærk faglighed.

·         Er nørdet indenfor spil, rollespil og leg -eller i det mindste interesseret i at blive det.

·         Har hjertet på rette sted og brænder for at arbejde med neurodivergente unge.

·         Har gode samarbejdsevner og er naturligt nysgerrig.

·         Er tydelig, tålmodig og anerkendende og åben for andres Model af verden.

·         Er interesseret i og åben for at lære mere om vores unikke undervisningsmetode.

 

Om stillingen

Stillingen er på 32 timer/uge, og du vil blive ansat som efterskolelærer på deltid efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og LC. Ansættelse er fra 01.08.2025.

Du kan få yderligere oplysninger om stillingen hos Forstander Vibe Esdahl-Schou på tlf. 30 28 98 52 eller på vibe@osterskov.dk

Send din ansøgning samt CV og relevante bilag i én samlet PDF til Forstander Vibe Esdahl-Schou på vibe@osterskov.dk. Vi glæder os til at høre fra dig.

Ansøgningsfristen er fredag den 11.04.2025 kl. 12:00, og vi forventer at afholde samtaler i uge 17.